Kommende bog

Hvis ikke min mormor er i himlen, er ingen der

Marias kommende bog tager sin begyndelse i hendes egen familiehistorie. Den fortæller om hendes mormor, Hilma Broström, født Töyrä i 1909, og om en barndom langt fra den, vi kender i dag.

Hilma voksede op i Karesuando og tilbragte sin skoletid på en arbejdsstue, hvor børnene boede i skoleperioderne og kun kom hjem til deres familier i julen og sommerferien. Nogle gange gjorde de store snemængder og den bidende kulde, at end ikke hjemrejsen til jul var mulig. Arbejdsstuerne fungerede som internat for blandt andre børn, der boede langt fra skolen, og tusindvis af børn kom til at tilbringe dele af deres opvækst der.

Som voksen skrev Hilma selv fortællingen om sin barndom ned. Hun forsøgte at få den udgivet, men ingen ville udgive den. Nu, en generation senere, fører Maria hendes manuskript videre og lader sin mormors historie få den plads, den aldrig fik dengang.

Det bliver en fortælling om et kvindeliv, en tid og en del af Sveriges historie, som sjældent har stået i centrum – og om, hvordan en kvindes ord kan leve videre, selv når de ikke blev hørt til at begynde med.

Stoltheden over, at slægten har mormors historie nedskrevet, er stor blandt os alle. Vi er alle vokset op tæt på vores mormor – tavs, opmærksom og omsorgsfuld. Engang var det Hilmas elleve børn og otteogtyve børnebørn, der fik hendes eventyr og fortællinger at høre. Nu, med denne bog, bliver de tilgængelige for alle. Det er de færreste kvinder forundt at få deres egen historie skrevet ned. En fortælling og et tidsdokument om en helt almindelig pigeunge i nord!

Livet i nord

Livet var hårdt deroppe i nord, tæt på Norge, Rusland og Finland. Fødsel og død var altid nær. En måde at hjælpe hinanden på var at bruge samernes viden om urter, salver og trolddom. Kødet fra rensdyrene og det, man dyrkede, drev man byttehandel med – og kaffen og saltet er ikke at forglemme. Naturen var altid til stede: korte somre og lange mørke vintre var hverdag for menneskene dengang såvel som nu.

I dag taler man ofte om uenighederne mellem samer og svenskere. Det er ikke det, mormor beskriver. Hun beskriver det naturlige samarbejde, byttehandelen mellem nomaderne – samerne – og de fastboende svenskere. Et liv i nord så ulig livet længere mod syd.

Fra bogen

Her kommer et uddrag fra et kapitel, hvor mormor beskriver, hvad der skete, da den samiske kvinde kom til at spilde varm kaffe på min mormors lillesøster:

Den samiske kvinde syntes, det var så forfærdeligt, at hun havde påført barnet denne lidelse, at hun ville blive for at hjælpe med at passe den lille. Det så ikke ud, som om brandsårene ville hele. Forbrændingen var omfattende på den lille pigekrop. Sårene blev af og til lidt bedre, men så blev de værre igen. Til sidst spurgte den samiske kvinde, om hun måtte passe barnet, som hun ville, eftersom medicinen ikke syntes at virke. Mor lovede hende frie hænder, for alt syntes forgæves. Pigen havde altid været lille, og nu blev hun endnu mindre. Mor spiste og drak for at bevare modermælken til hende, for sutte kunne hun trods alt; amningen var vigtig. Alle troede, at min lillesøster ville dø før eller siden. Den samiske kvinde fik lov til at passe hende efter sit eget hoved og med sin egen viden. Først lagde hun en ren lærredsklud på sårene og ovenpå den tørret rensdyrkød med fedt i. Det var en slags trækplaster, der skulle trække det onde ud af sårene. Sådan blev hun ved i flere uger. Lillesøster blev rask, men mærkerne beholdt hun.